3 måder at få dagpengeret som nyuddannet
Som nyuddannet er der tre måder at få ret til dagpenge på. De 3 måder giver forskellige rettigheder til dagpenge, så det er vigtigt, at du er opmærksom på dine muligheder:
A. Ret til dagpenge ud fra din uddannelse
B. Ret til dagpenge alene ud fra dit arbejde
C. Ret til dagpenge ud fra både din uddannelse og efterfølgende arbejde
De tre måder har betydning for, hvor længe du kan få dagpenge, hvor meget du kan få udbetalt, hvilken dato du har ret til dagpenge fra.
A. Ret til dagpenge alene ud fra din uddannelse
Dette er den mest brugte dagpengeret for nyuddannede, men kan kun bruges, hvis du har sagt ja til dagpengeret som nyuddannet indenfor 14 dages fristen.
Du har ret til dagpenge på baggrund af din uddannelse, hvis du
har afsluttet en SU-berettigende uddannelse af mindst 18 måneders varighed
har haft bopæl og ophold i Danmark lige inden du startede uddannelsen og senest 14 dage efter uddannelsens afslutning
opfylder et sprogkrav
har svaret ja til at du ønsker dagpengeret som nyuddannet senest 14 dage efter du er blevet færdig.
Hvor længe?
Du har ret til dagpenge i 1.924 timer indenfor en periode på 2 år. 1.924 timer svarer til fulde dagpenge i et år.
Hvor meget?
Dine dagpenge som nyuddannet afhænger af, om
du er forsørger for et barn.
du er fyldt 30 år.
Er du forsørger for et barn?
Du får 17.295 kroner om måneden før skat i dagpenge. Din sats falder ikke, så længe du er forsørger.
Er du ikke forsørger for et barn?
Du får 15.081 kroner om måneden før skat de første 481 timer, du er ledig. 481 timer svarer til 3 måneder som fuldtidsledig.
Derefter bliver dagpengesatsen sat ned til
13.100 kr., hvis du er fyldt 30 år.
10.371 kr., hvis du ikke er fyldt 30 år.
Hvis du fylder 30 år, mens du er ledig, stiger dine dagpenge til # kr. fra den 1. i måneden efter du fylder 30 år.
Får du et barn, vil dine dagpenge stige til 13.100 kr. pr. måned før skat fra den 1. i måneden efter barnets fødsel, uanset hvor mange timer, du har modtaget dagpenge.
Få beregnet en ny dagpengesats
Uanset om du er forsørger eller ej, har du mulighed for at få beregnet en individuel og måske bedre dagpengesats, hvis:
du har fået udbetalt løn i mindst 3 måneder, efter du afsluttede uddannelsen, og
der er gået mindst 6 måneder siden du afsluttede uddannelsen.
Hvornår?
Du har ret til dagpenge allerede fra dagen efter uddannelsen er afsluttet, hvis du har været medlem af CA i mindst ét år, før din uddannelse slutter,
Hvis du ikke har været medlem i mindst ét år, har du først ret til dagpenge som nyuddannet en måned efter uddannelsens afslutning.
Du kan altid tidligst få ret til dagpenge fra den dag, du har tilmeldt dig som ledig på jobnet.dk og stillet dig til rådighed for fuldtidsarbejde som lønmodtager.
B. Ret til dagpenge ud fra din arbejdsindkomst
Denne model kan kun bruges, hvis
· du har sagt nej til dagpengeret som nyuddannet, eller du ikke har overholdt 14 dages fristen for at vælge dagpengeret.
· Du har haft en vis arbejdsindkomst
I forhold til dagpengeret som nyuddannet, giver det dig mulighed for en længere dagpengeperiode, ikke at skulle opfylde sprogkravet og måske en bedre sats afhængig af størrelsen af din arbejdsindkomst. Ulempen er, at din sats dels kan være lavere end satsen for nyuddannede og at den er fastlåst i længere tid.
Hvordan?
Du skal opfylde de samme krav, som hvis du bliver ledig som lønmodtager efter et arbejde:
Du har indenfor de seneste tre år haft en arbejdsindkomst på mindst 273.504 kr. (2025: 273.504 kroner) Indkomsten opgøres månedsvis, og du kan højest medregne indkomst på 22.792 kr. (2025: 22.792 kroner) om måneden.
Alt hvad du har haft af arbejdsmarkedspligtig indkomst de seneste 3 år tæller med.
Kun indkomst i perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse, tæller med.Du skal have været medlem af en a-kasse i mindst 12 måneder, når du melder dig ledig.
Du har sagt nej til dagpengeret som nyuddannet eller du har ikke givet besked om dit valg indenfor 14 dages fristen
Hvor længe?
Du har ret til dagpenge i 3.848 timer indenfor en periode på 3 år. 3.848 timer svarer til fulde dagpenge i to år.
Hvor meget?
Du får beregnet en dagpengesats ud fra de bedste 12 måneders indtægt inden for de sidste 24 måneder uanset om du var studerende eller ej. Har du arbejdet i færre end 12 måneder, beregner vi gennemsnitsindkomsten ud fra de måneder, der er.
Vi kan kun bruge arbejdsperioder, hvor du har været medlem af en a-kasse.
Den sats vi beregner til dig, vil være fastlåst i hele din dagpengeperiode.
Hvornår?
Fra dagen efter du har afsluttet din uddannelse.
Du kan altid tidligst få ret til dagpenge fra den dag, du har tilmeldt dig som ledig på jobnet.dk og stillet dig til rådighed for fuldtidsarbejde som lønmodtager.
C. Ret til dagpenge ud fra både din uddannelse og efterfølgende arbejde
Hvis du har arbejde efter uddannelsen, deltid eller fuldtid, har du også mulighed for at få dagpengeret ud fra både uddannelse og arbejde. Du må ikke have sagt ja til dagpengeret som nyuddannet indenfor 14 dages fristen.
I forhold til dagpengeret som nyuddannet, giver det dig mulighed for en længere dagpengeperiode, ikke at skulle opfylde sprogkravet og måske en bedre sats afhængig af størrelsen af din arbejdsindkomst. Ulempen er, at din sats dels kan være lavere end satsen for nyuddannede afhængig af din arbejdsindkomst, og at satsen er låst fast i længere tid.
Hvordan?
Der er fire betingelser, der skal være opfyldt for at du kan få dagpengeret ud fra både din uddannelse og efterfølgende arbejde:
Du skal have afsluttet en SU-berettigende uddannelse af mindst 18 måneders varighed.
Du skal have haft arbejde efter du har afsluttet din uddannelse. Der behøver ikke være tale om fuldtidsarbejde.
Du skal have været medlem af en a-kasse i mindst 12 måneder når du beder om dagpenge.
Du har sagt nej til dagpengeret som nyuddannet eller du har ikke givet besked om dit valg indenfor 14 dages fristen
Hvor længe?
Du har ret til dagpenge i 3.848 timer indenfor en periode på 3 år. 3.848 timer svarer til fulde dagpenge i to år.
Hvor meget?
Du får beregnet en dagpengesats ud fra de bedste 12 måneders indtægt inden for de sidste 24 måneder. Har du arbejdet i færre end 12 måneder, beregner vi gennemsnitsindkomsten ud fra de måneder der er.
Vi kan kun bruge arbejdsperioder, hvor du har været medlem af en a-kasse.
Den sats vi beregner til dig, vil være fastlåst i hele din dagpengeperiode.
Hvornår?
Du har ret til dagpenge fra dagen efter din første arbejdsdag, efter du har afsluttet din uddannelse. Du kan først få udbetalt dagpengene, når vi kan se lønnen i Skattestyrelsens indkomstregister. Har du været i arbejde på fuld tid, har du tidligst ret til dagpenge, når du igen er ledig.
Du kan altid tidligst få ret til dagpenge fra den dag, du har tilmeldt dig som ledig på jobnet.dk og stillet dig til rådighed for fuldtidsarbejde som lønmodtager.