Selvforskyldt ledig, karantæne og gyldige grunde
Du er selvforskyldt ledig, hvis du opsiger dit arbejde, medmindre du har en gyldig grund.
Du kan også være selvforskyldt ledig, hvis du:
Afslår et formidlet arbejde
Afslår eller afbryder jobcenterets tilbud om aktivering eller omskoling
Afslår at være med til at udarbejde eller revidere din jobplan
Accepterer et for kort opsigelsesvarsel
Selv er skyld i, at du bliver sagt op. Her skal ses der på din vilje og adfærd og ikke om eventuelle manglende kvalifikationer.
Karantæne
Bliver du ledig, og det er selvforskyldt, får du en effektiv karantæne på 111 timer. Det svarer til dagpenge i 3 uger.
Effektiv karantæne betyder, at du ikke kan få dagpenge i de første 111 timer, hvor du ellers ville have fået en udbetaling. Det betyder bl.a., at du skal stå tilmeldt som ledig på Jobnet og være jobsøgende i din karantæneperiode.
Har du allerede en gang fået en karantæne for selvforskyldt ledighed, og bliver du igen selvforskyldt ledig inden for de næste 12 måneder, mister du din ret til dagpenge.
Du kan så først få dagpenge igen, når du har fået indberettet
300 løntimer til Indkomstregisteret inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller
276 løntimer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger, hvis du ikke er månedslønnet
Du bør derfor altid kontakte os og høre om konsekvenserne, inden du afslår eller stopper et arbejde eller et aktiveringstilbud.
Gyldige grunde
Du er ikke selvforskyldt ledig og får derfor ikke karantæne, hvis du har en gyldig grund til at sige dit arbejde op, afslå eller udeblive fra et aktiveringstilbud osv.
De gyldige grunde er:
Problemer med helbredet
Ændring af din transporttid
Problemer med pasning af familie
Ægtefælle eller samlever flytter for at overtage arbejde
Udløb af den periode, du kan få supplerende dagpenge
Hvis din arbejdsgiver nægter at underskrive en frigørelsesattest
Pasning af et handicappet eller alvorligt sygt barn
Pasning af en døende nærtstående
Problemer på arbejdspladsen, fx manglende udbetaling af løn
Du har selv fundet arbejde af mindst 5 ugers varighed
Start på uddannelse, der varer mindst 1 år
Aftjening af værnepligt og lignende
Kontakt altid CA omkring de nærmere betingelser for at undgå at få karantæne.
Selvom du har en gyldig grund til fx at opsige dit job, kan du kun få dagpenge, hvis du står fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet.
Læs nærmere her om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet